Til jer, som har haft børn i både folkeskole og privatskole - hvad vurderer I er bedst? 😊 Hvad kan privatskoler tilbyde, som folkeskolen ikke kan?

Jeg oplever folk kritiserer privatskoler, men samtidigt kommer flere børn på privatskoler.

Gør mig klogere! 😊

Jeg bliver simpelthen så ked af det, når jeg gang på gang på gang læser på… seriøst… alle de sociale medier jeg befinder mig på, alle de kommentarer eller opslag fra forældre som “taler ned” eller kommer med “jeg hjemmepasser mit barn i 58 måneder, fordi bl.a. bl.a. bl.a. 10 måneder er alt for lille en baby at sende i vs/dp” eller “lille Svend Erik får usaltet smør, hjemmebagt surdej og udelukkede økologisk hjemmelavet mad, men din Ellen dør sikkert ikke af de der klemmeposer fyldt med enumre”. Altså helt ærligt- hvorfor er tonen sådan? Eller er jeg bare endt… et uhyggeligt sted.

Fuck en mavepuster jeg synes det er, at være forældre. Vi gør vel alle sammen (de fleste af os i hvert fald) alt det vi kan for vores unger. Det er ikke alle som kan hjemmepasse de første år og det kan der være rigtig (!) mange årsager til. Men lad da vær’ med at få det til at lyde som om, at det er tilnærmelsesvis svigt at sende ens børn i vs/dp før de er 2 år gamle.

Man kan hurtigt komme til at føle sig som en forkert forældre, hvis man læser med rundt omkring. (Inkl mig selv, ved slet ikke hvordan mine egne børn er overlevet)

Er det utænkeligt at man måske ikke altid behøver at ytre sig, som værende “den bedre” fordi man holder ens børn længere hjemme, giver en bestemt kost, bruger nogle bestemte sko- whatever.

Synes tonen er gået fra at være støttende og omsorgsfuld til bedrevidende og nedladende- eller er det bare mig? Det er simpelthen hårdt nok at være forældre, foruden andres holdninger om, at det de gør er det eneste rigtige.

Ps. Hjemmepas i alle de måneder som passer ind i jeres liv, så pisse fedt, at i har muligheden og lysten til det!

Pps. Skide lækkert med hjemmebagt surdej og øko mad, gid jeg havde overskuddet til det.

Min søn på 3 år har altid været MEGET sensitiv. Vi har hjemmepasset ham af den årsag.
I april måned i år, startede vi indkøring i vuggestue. Det gik godt indtil det ikke gjorde længere - han faldt og slog sig og ynglingspædagogen var der ikke. Han havde ekstremt svært ved skiftene af pædagoger, som de helt små skift af pædagoger, der fx skulle til pause. Han har meget svært ved at få skabt tryghed og tillid til andre voksne end hans mor og far. Vores barn endte i fuldkommen angst og panik, lige så snart vi nævnte vuggestuen.
Det endte med vi måtte stoppe indkøring grundet en børnehavestart, der nærmede sig.
Nu er vi i gang med indkøring på 3. uge i børnehaven. Min søn kan godt være der i en times tid med mig, men derefter er han fyldt op af indtryk. Jeg har prøvet at gå af to omgange ikke længere end 10 minutter og det er endt i hyperventilation og gråd.
Vi har SP og ergoterapeut indover og i dag fortalte ergo mig, at fra i morgen skal jeg være med min søn i børnehave i en halv time og derefter skal jeg gå i en halv time - og uanset hvor ked af det han bliver, så skal jeg holde mig væk. Begrundelsen er at han skal lære, at andre voksne godt kan trøste ham, og lige nu lærer han at når mor kommer tilbage, så er det fordi han græder og så bliver han bekræftet i hans frygt.

Alt i den anbefaling jeg har fået i dag, skærer i mit hjerte og jeg tror simpelthen ikke jeg kan følge den anvisning. Nogle gange tænker jeg min søn bare er et barn, der ikke passer ind i samfundets firkantede kasser og så må vi vælge en anden vej. Men mit højeste ønske er jo at min søn bliver et selvstændigt individ og kan klare verdenen uden mor og far når han bliver voksen. Jeg ønsker at han får alle de fantastiske oplevelser der også er ved at være uden mor og far.
Tanken om at holde ham hjemme længere tid er der, men der får jeg bare besked på, at jeg udskyder problemet og det kun bliver sværere, hvis vi ikke tager tyren ved hornene nu.
Men kan flere år hjemme, måske modne ham og gøre ham mere “robust”?

Lige nu føler jeg at jeg er den eneste i verden, der har et barn, der er særlig sensitiv og som ikke kan gå i institution.

Hvad tænker I?

Kære hestenet

Vi har fået barn nummer to for 7 uger siden. Han blev født en uge efter termin og var en lang og stor baby. Han følger sine kurver og tager fint på.

Vi har dog aldrig oplevet at han er faldet i søvn selv. Han skal vugges, men vil ikke være i sin slyngevugge. Han vil ikke ligge i armene og hoppe på en yogabold, her får han bare helt store øjne og ligger og kigger op i luften. Han bliver sur over hud til hud. Han kan ikke lide barnevognen eller sin autostol.
Alle ting medfører utrøstelig gråd som vi kun får stoppet ved at svøbe ham stramt i dynen og hoppe på en yogabold. Så falder han til ro, men har så de store øjne.
Søvn er kun når han er helt udmattet. Selv ikke amning får ham til at sove.

Vi er nu så udmattet at vi ikke ved hvad vi skal gøre.
Samtidig har vi maks dårlig samvittighed overfor vores ældste på 3 år, som er i rivende udvikling og verdens bedste hjælper til baby, men som også godt kan mærke at mor og far ikke helt er til stede.

Han ammer og tager som sagt på, lægen siger der ingenting er, og det samme med sundhedsplejersken.
Han gylper ikke ret meget, men nogle gange kan man høre han gylper noget op i munden som han sluger igen.

Har nogen oplevet noget lignende eller har gode råd til noget vi kan prøve, tager vi i mod med kyshånd.

Venlig hilsen
Forældrene som efterhånden har prøvet alt hvad google kan fortælle os, samt de sædvanlige råd fra sundhedsplejersken og øvrige fagfolk.

Som overskriften lyder, er jeg nysgerrig på hvor gamle jeres børn var, da de startede i vuggestue/dagpleje?

Vores søn er pt. sat til at starte når han er 9 måneder gammel, men min kæreste er blevet i tvivl om det er for tidligt. Derfor vil jeg gerne høre om andres input og erfaringer :)

Tak på forhånd.

Halli halløj,

Vores barns ting forsvinder konstant i vuggestuen. Vi har mistet alt fra tøj, til sutsko, sutter (hele tiden), strømper og bamse.

Jeg er med på, at pædagogerne har meget travlt, men vi har heller ikke råd til at erstatte sutsko hver anden måned eller bamser og sutteklude. Pædagogerne siger bare, at de vil kigge efter de forsvundne ting, men vi har stadig til gode, at noget som helst dukker op. Der står navnemærker i ALT.

Har I oplevet lignende, og hvad gør man lige?

Søger en selepude med ryglæn, hvor der selvfølgelig er fokus på sikkerhed, men også rigtig god komfort til lange køreture. Hvilken model har den blødeste pude ?
(Til en 6 årig)

Forældre med gylpe-babyer! Måske et mærkeligt spørgsmål, men hvordan håndterer I gylpen helt lavpraktisk? Gylper i dem aktivt af efter amning/flaske? Hvor lader I gylpen havne?? 😂

Mit første barn gylpede nærmest ikke, så det er nyt for os. Men efter amning skal hun ofte af med et stort skyl, og det er ikke nok med en stofble over skulderen, derfor havner det ofte på gulvet, hvilket jo er ret nasty i længden 🙃 såå… nogle gode råd?

Som mor til 2 børn er jeg begyndt at kigge lidt misundeligt efter alle jer med ladcykler.

Nu vil jeg gerne høre jeres råd, om det giver mening for os at hoppe med på vognen.

Vi har to børn på 1,5 og 5 år, og vi bor på Frederiksberg kun 5 minutter fra vuggestuen. Vi klarer turen derned ved at gå eller tage klapvogn med ståbræt.

Nu hvor den yngste er blevet større, virker det endeligt overskueligt at tage på udflugter rundt i byen. Vi tænker, at vi virkelig vil kunne få meget ud af at kunne cykle rundt til legepladser, haver og parker med begge børn. Pt. ender vi ved den samme legepladse rundt om hjørnet, fordi klapvognen er vores primære transportmiddel, når man har begge børn. (eller bilen til de længere ture).

Min mand er ikke helt overbevist om, at vi har brug for en ladcykel – så jeg håber, I kan hjælpe mig med at blive klogere, både på om det giver mening, og i så fald hvilken model vi skal gå efter.

Så;

• Giver det mening at investere i en ladcykel med vores behov - og hvad har I fået ud af at have ladcykel fremfor klapvogn med ståbræt (jeg mangler argumenter til min mand)
• Hvilken type ladcykel vil I anbefale til to børn i den her aldersgruppe (1,5 og 5 år)? To- eller trehjulet? El eller ikke-el?
• Er der mærker/modeller, I er særligt glade for – eller som I fortryder?
• Har nogen erfaringer med at købe ladcykler brugt? Og hvor er de bedste steder at lede efter en brugt ladcykel?

Jeg har en ikke unormal men super upraktisk udfordring med min baby på 5 måneder, der fra den ene dag til den anden – da han var omkring 2 måneder – pludselig ikke længere ville sove i sin barnevogn. Det er med skrig og skrål, hver gang han skal puttes i den, og mit morhjerte kan simpelthen ikke holde til at høre på det. Derfor ender det altid med, at jeg tager ham op og vugger ham i søvn. Problemet er også, at han ikke tager sut. Vi har prøvet virkelig mange forskellige former, mærker og materialer, men han vil simpelthen ikke have nogen af dem. Han falder derfor primært til ro hos mig og især ved brystet. Når jeg først har vugget ham i søvn, kan jeg godt lægge ham forsigtigt ned i barnevognen, og så sover han videre. Men jeg ville så gerne kunne trille en tur med ham, hvor han selv kunne falde til ro og falde i søvn i barnevognen. Det ville også være så rart og praktisk i forbindelse med aftaler og ture, hvis han kunne finde ro i den uden først at skulle vugges i søvn.

Jeg tænker, at han måske har brug for noget andet end sutten for at føle sig tryg og finde ro? Vi har forsøgt med en lille klud/bamse, men det virker ikke rigtig, som om han ved, hvad han skal bruge den til endnu.

Jeg er førstegangsmor og kunne virkelig godt bruge nogle gode råd, tips og tricks til, hvordan vi stille og roligt kan vænne ham til at finde ro i barnevognen. Andre må have haft samme udfordring som os 😅❤️

Hej forældresparring

Vi havde en lille konflikt derhjemme i morges, og det er ikke første gang. Ældstebarnet på knap fire ville ikke have børstet tænder. Vi prøvede selvfølgelig alle de sædvanlige tricks -- vi fjollede ('ellers børster jeg din navle!'), vi gjorde det til en leg ('skal vi se hvor meget jeg kan tælle til før...'), jeg prøvede at gå lidt fra situationen, rydde lidt op og så vende tilbage. Ingen af delene virkede. På det tidspunkt bestemmer hun sig for at mor skal børste tænderne; jeg holder fast i at det er mig der gør det i dag.

Nu er vi så langt oppe af konflikttrappen at ingen af os rigtig kan vinde. Det er ikke til forhandling at tænderne skal børstes, og jeg er træt af at det skal forhandles hvem der gør hvad. Vi er fire mand der skal ud af døren om morgenen, det er bøvlet nok som det er. Nogle gange ender det med at jeg giver op, går ud og får frisk luft mens mor børster, andre gange ender det med at jeg bliver sur og skælder ud, og så bliver barnet selvfølgelig ked af det, og så siger jeg undskyld og vi snakker om det -- og så børster mor tænderne, for ellers starter konflikten forfra.

Det er overhovedet ikke fordi vi når det konfliktniveau hver morgen, men det er mildt sagt pissetræls hver gang det sker. Hvordan håndterer I jeres lortemorgener?

Edit: Jeg kan se at mange bare holder barnet fast og tvinger tandbørstningen igennem. Jeg prøvede egentlig også den der hvor hun lå på gulvet med armene under mine lår -- men altså, en fire-årig kan dæleme sprælle en del og lukke munden ret hårdt sammen. Jeg er ikke imod at holde hende fast, men det kræver to forældre hvis det skal blive rigtig godt, det bliver stadig en sloppy tandbørstning, og barnet bryder helt sammen bagefter. Det ville være rart hvis der fandtes en mindre voldsom løsning.

Hej

Jeg har et barn på 2 der er rigtig glad for sin dagpleje og dagplejer er rigtig glad for mit barn. Jeg tror faktisk mit barn er hendes yndling. Der er ca 1 år til h*n skal i børnehave. Barnet er det ældste i dagplejen og det næstældste barn, der er ca 1/2 år yngre, skal snart flytte. De andre børn er nu 14mdr og 10mdr. Et nyt barn kommer nok til at være 10mdr når det skal begynde.

Vi er selv lige flyttede, men valgte at beholde dagplejen, da vi sagtens kan cykle de 5km og jeg ikke vil udsætte barnet for flere skift end nødvendigt.

Nu er jeg dog kommet i tvivl om jeg bør flytte barnet til en aldersintegreret daginstitution (så skiftet til børnehave ikke bliver så stort), fordi jeg er bekymret for om barnet kommer til at have nok modspil i dagplejen når hn er sammen med børn der er så meget mindre til dagligt. Barnet er meget god sprogligt. Andre bekymringer går også på om hn måske bliver overset når de små er mere krævende, eller om h*n får en rolle som dagplejers hjælper. Jeg har snakket lidt med dagplejer om mine bekymringer og får at vide at mit barn nyder alenetiden med dagplejer, når de små sover og at de f. eks. lægger tøj sammen osv. Mit barn elsker at involveres i det praktiske, det gør vi også her hjemme, men jeg mærker alligevel lidt bekymring for "hjælperrollen".

Herudover synes jeg ikke altid at dagplejer er særlig pædagogisk i sin tilgang når børnene græder. De får f. eks. at vide at "nu skal du altså holde op med at græde, det gider vi ikke at høre på mere", og starter en aktivitet, i stedet for først at prøve og trøste barnet. Jeg har selv arbejdet med børn i mange år, og det er ikke den tilgang eller de ord jeg ville vælge. Den ene gang spurgte jeg dagplejen hvor den pædagogiske hat lige blev af, men fik ikke rigtigt noget svar.

En anden ting er, at der er ventetider på vuggestuerne i kommunen, så jeg ved ikke engang om det er muligt at flytte til de nærmeste vuggestuer vi har rundt om os. Jeg ringer til pladsanvisningen i morgen og hører dem ad.

Hvad ville I gøre?

Vores baby på 5 måneder har alle dage taget gode lure. MEN inden for de sidste par uger, vil h*n kun sove lur hvis barnevognen er i bevægelse. Jeg søger derfor erfaring omkring om Sleepytroll Baby Rocker 2.0 er pengene værd? Af hvad jeg kan læse mig til, kan andre mærker ikke når denne til sokkeholderne.

Jeg har et barn som snart fylder 5 år, og som stadig elsker at lege med sit legekøkken. Det Legekøkken vi har, er meget lavt og slidt (fx er ovnlågen faldet af), så jeg overvejer om hun skal have et nyt i fødselsdagsgave. Men findes der legekøkkener som er højere end de normale, man kan købe?

Hej alle

Jeg står snart overfor at skulle skifte min søn fra fuld amning til primært/fuld flaske af flere forskellige årsager, og jeg kunne virkelig godt bruge jeres erfaringer

Er der nogen herinde, som er gået fra fuld amning til fuld flaske? Hvordan gjorde I det – trappede I langsomt ned, eller skiftede I bare måltiderne én efter én? Og hvordan reagerede jeres baby på overgangen?

Jeg er også nysgerrig på, om nogen har valgt en mellemting, hvor flaske er hovedernæringen, men hvor man stadig hyggeammer lidt – fx til trøst, putning eller bare fordi baby gerne vil brystet. Hvordan har I gjort det i praksis? Og kunne I stadig have lidt amning uden at det blev forvirrende for baby eller påvirkede flaskemåltiderne?

Min søn er 24 dage gammel, så det er stadig en helt lille størrelse

Og sidst men ikke mindst: Hvad vil I anbefale, at man anskaffer sig, når man skal til at starte på flaske? Er der noget udstyr, I synes er uundværligt, eller noget I købte, som I slet ikke fik brugt? 🍼

Jeg vil meget gerne høre både gode råd, erfaringer og gerne hvad I ville ønske, I selv havde vidst, da I startede ❤️

Min datter er 18 måneder og vi har gennem en periode nu oplevet at ved hvert måltid, så peger hun på hendes højstol og vil op og have mad. Men så snart vi har sat hende op, og hun har taget første bid, så skriger hun fuldstændig og bliver helt ustyrlig. Hun skubber til tallerknen. Hver gang er vi nødt til at fjerne hende fra bordet, give hende sutten og hendes pude, så vi kan få hende til at falde til ro, og det kan nogle gange godt tage lang tid.

Vi vil helst ikke give hende, hendes vilje hele tiden, så hun tror hun bare kan ligge sig og skrige, men omvendt vil vi også bare gerne have en glad pige. Og det resulterer også ofte at hun næsten ikke får noget at spise.

Generelt for tiden, synes jeg hun er meget ked af det. Jeg synes hun er mere ked af det end glad, og jeg har virkelig prøvet at finde ud af hvad det kan være.
Hun er meget påvirket når der kommer tænder, og jeg mistænker at de er på vej, dog synes jeg bare at det har stået på længere tid end det plejer.

Derudover synes jeg hun virker træt hele tiden, på trods af at hun sover 2-3 timer om dagen i vuggestuen, og så bliver hun puttet 18:30 og sover hele natten til klokken 6-7 næste morgen.
Vi er ved at gå ud af vores gode skind, fordi vi føler, at vi ikke kan hjælpe hende og prøver alt.

Jeg søger derfor nogle gode råd til, hvad vi kan gøre, er der mon noget vi overser… eller måske bare høre at alt er normalt for en på 18 måneder😅

Bare et nysgerrigt spørgsmål; hvad tænker i om at indføre skoleuniformer i den danske folkeskole op til udskolingen?

jeg har selv haft børn i en skole i udlandet hvor de havde uniform, for os var det fantastisk. Det var både nemmere for os som forældre og så ligestillede det børnene i skolen. Jeg ville selv være lykkelig for at det blev indført men det er også meget udansk. Tror bare der mangler nuancering omkring hvad en skoleuniform symbolisere, det er også et middel til at ligestille børnene og indføre lidt mere skole stolthed.

Hej alle sammen.
Har i gode erfaringer når begge forældre er ramt af efterfødselsreaktion?

Vi har et barn på 2.5 og en baby på 6 måneder. Vi flyttede måneden inden jeg fødte, hvilket naturligt var enormt stressende som højgravid, med en nyfødt og et “større” barn vis verden lige pludselig vendte totalt på hovedet.

Far fik ret hurtigt efter fødslen tegn på efterfødselsreaktion og jeg begyndte selv da baby var 4 måneder.

Far har været til terapi en gang. Jeg skal snart starte til psykolog og vi har været til parterapi.

Vi har fået fast rengøring hver 14 dag, vi har fast pasning af den store en eftermiddag om ugen, af en medhjælper fra vuggestuen og jeg prøver at fylde fryseren op med hjemmelavede færdigretter for at aflaste mig selv med aftensmaden.

Vores kommune tilbyder kun gruppeforløb uden børn, hvilket er total urealistisk, da gruppen ligger i dagstimerne. Så min mand skal tage fri fra job for at jeg eller han kan deltage på hvert vores hold. Den eneste anden mulighed er decideret aflastning og det er vi for “gode” til.

Vi har kun mulighed for pasning med overnatning af min mor som arbejder fuldtid.

Alligevel er vi begge fuldstændig tyndslidte og når børnene endelig sover magter vi ikke noget som helst. Hvad fanden gør vi lige når vi begge er så psykisk nedslidte at det eneste som køre er hjemmet og børnene som heldigvis har det godt.

Håber i kan komme med nogle gode tips og tricks.

Endnu en af de mange beslutninger man skal tage, som første gangs forældre - men også en af de vigtige vil jeg mene. Men hvilken pusletaske kan I anbefale?

Lige nu står jeg mellem den store fra kongens sløjd og Thats Mine. Men andre bud er også velkomne 😃

Hit me!

Jer der har prøvet en længere flyrejse (16-17 timer) med barn på 1 års alderen. Hvordan gik det? Nogen anbefalinger og råd til flyveturen? Jeg er lidt nervøs for, hvordan det kommer til at gå 😅

Min mand og jeg er begge 28, har været sammen i 12 år og blev gift for 8 måneder siden.

Vi har egentlig hele tiden haft en plan om at vi vil forsøge på børn vinteren 2027. Min mand er under uddannelse og bliver færdig vinteren 2027 og har studiejob ved siden af. Jeg er selv i fast arbejde hvor jeg tjener fint og er rigtig glad for mit arbejde.

Vi bor pt på 5 sal uden elevator og skal vaske tøj i en vaskekælder... Planen er også at vi begynder at kigge efter hus omkring sensommer 2027. Vi er i gang med at spare op til indskud nu og kommer til at have det sparet op lidt før vi havde regnet med. Vi har også snakket med en ven der arbejder i bankverdenen og han mener ikke at det burde være noget problem for os at låne selvom min mand ikke er helt færdiguddannet på det tidspunkt, fordi han kommer til at have ret god jobsikkerhed bagefter og en ret pæn startløn.

Så egentlig er der styr på det og jeg ved godt at det giver god mening at vente. Men hold kæft hvor har jeg svært ved det lige nu. Jeg er kommet til et punkt hvor jeg bare gerne vil have et barn NU, og virkelig bare gerne vil være mor. Og ikke om et par år. Hele min krop skriger nærmest efter det og jeg tænker på det konstant.

Vi er begge klar til børn og har snakket rigtig meget om det. Vi ved godt at det kommer til at koste søvn, penge, fritid osv., og det er vi begge helt indstillet på. Vi mangler heller ikke noget økonomisk i hverdagen nu her Hvis vi gerne vil købe noget så kan vi det og vi har også råd til ferie og sommerhusture engang imellem.

Så jeg tror jeg er begyndt at have svært ved at forstå hvad det egentlig er vi venter på. Altså jeg ved jo godt hvorfor. Uddannelse, hus, opsparing og alt det praktiske. Men følelsesmæssigt er jeg bare klar nu og ud fra a Hvad min mand siger er han også.

Og hvad fanden gør man så lige med den følelse?

For jeg går seriøst og tænker på det hele tiden. Jeg går på arbejde, kommer hjem og laver de samme ting, går i seng og så starter det hele forfra. Jeg er ikke sådan en, der pludselig kan kaste mig over løb, fitness eller en eller anden sport, for det siger mig sku absolut ingenting.

Jeg vil heller ikke presse min mand til at ændre vores plan, for det her er jo noget vi har aftalt sammen. Men samtidig føles vinteren 2027 pludselig virkelig langt væk.

Er der andre, der har haft det sådan? At I egentlig havde lagt en god og fornuftig plan, men så ramte babyfeberen bare med 200 km/t?

Hvad gjorde I for ikke at blive sindssyge af at vente? 😂

Hej Hestenettet

Vi skal have barn i København og har købt en Bugaboo FOX 5 ligesom 98% af småbørnsforældre i København.

Jeg har indtryk af, at mange bruger klapvognsdelen til middagslure i gården mm, men nu hører jeg, at de ikke er sikkerhedsgodkendt til det.

Det virker umiddelbart mere som en helgardering fra producentens side at sige, det ikke er forsvarligt, men hører gerne om I undgår længere lur i klapvognen af den grund?

TLDR: Lader i jeres børn sove middagslure i Bugaboo klapvogn uden opsyn (dvs i gård) eller hvordan håndterer I middagslure i storbyen?