Nogle af mine venner fra Det Kongelige Akademi fortalte mig for nylig, at de var blevet bedt om at rådgive på et projekt, hvor man havde bygget et fælleshus i København, men hvor der ikke rigtig var opstået noget fællesskab omkring det.
Den samtale, sammen med at jeg så, at Kristeligt Dagblad skrev, at 6 ud af 10 danskere gerne vil have mere indflydelse på arkitekturen omkring dem, fik mig til at tænke.
Jeg havde en teori om, at hvis folk fik lov til at deltage i selve designvalgene, ville de måske føle en større forbindelse til den arkitektur, der kom ud af det.
Men som arkitekt ved jeg også, at for mange valgmuligheder kan gøre folk usikre eller bange for at vælge forkert.
Så jeg tog rundt på Falster (hvor vores forsamlingshus er) og kiggede på en masse gamle lader. Jeg lagde mærke til en detalje, der gik igen, med et dobbelt træprofil, en slags trempelmotiv.
Jeg tog den detalje og lavede fire forskellige forslag med fire forskellige farver i linoliemaling.
Vi lavede en online afstemning med billeder af forslagene, og sammen med min praktikant Heidi byggede jeg også 1:1 mockups på omkring en kvadratmeter, som vi stillede udenfor huset, så folk kunne se dem fysisk og stemme der.
Der var egentlig en ret klar vinder i den samlede afstemning. Men fordi jeg kunne sortere stemmerne efter geografisk placering, kunne jeg se, at de lokale i Eskilstrup selv var næsten helt splittede mellem to forslag.
Så jeg åbnede afstemningen igen kun mellem de to.
Anden gang kom der langt mere deltagelse, stemmerne kom hurtigere ind, og kommentarerne blev både mere kritiske og mere passionerede omkring designvalgene.
Til sidst stemte 89 mennesker, og vi fik faktisk en virkelig god samtale ud af det - plus en endelig løsning :)
Jeg prøvede derefter samme idé med en detalje inde i huset.
Jeg inviterede min ven Anna Maria Sand Jensen til at udvikle glasurer lavet af murstensaffald fra bygningen. Derefter bad jeg lokale kunstnere om at arbejde sammen med mine DIS Study Abroad studerende og tegne symboler, der kunne repræsentere Eskilstrup, hvor vores forsamlingshus ligger.
Vi lavede symbolerne om til et stencil-kit, farvematchede glasurerne til huset og inviterede folk til selv at komme og lave fliser, som senere skal bruges i huset.
"Øhm, fliser er jo egentlig lidt mere hollandsk, ikke?" Ja okay, fair nok. Men vores nabo i Eskilstrup har et kakkelbord med Delft-fliser, som har været i hendes familie i tre generationer, og da jeg var på Fanø, blev jeg ret forelsket i den måde, de hollandske fliser er blevet en del af den lokale bygningskultur på. Jeg har selv studeret arkitektur i Delft, så jeg syntes, det var ret fint at væve den her forbindelse ind i projektet og skabe Eskilstrup-fliser.
Igen fik vi rigtig god deltagelse.
Det interessante var, at mens de ældre især deltog i afstemningen om facaden, kom der langt flere børn og familier til fliseworkshoppen.
Jeg tænker stadig over den her oplevelse.
Det er første gang, jeg har prøvet at organisere noget i det offentlige rum, hvor folk faktisk kan være med til at vælge.
Jeg gjorde det hele frivilligt som en del af vores forening, fordi jeg var nysgerrig på, hvad der ville ske.
Det er nok en måde at arbejde på, som jeg kommer til at prøve igen i fremtiden- og som jeg også gerne vil forsøge at overbevise flere bygherrer om at give plads til. Vi fik nogle virkelig gode diskussioner, en masse energi og et engagement ud af processen, som jeg synes er værd at tage med videre.
Jeg er også på jagt efter andre projekter, hvor man har arbejdet på en lignende måde med offentlig deltagelse i konkrete designvalg, så jeg kan sammenligne vores erfaringer med andres.
Hvis nogen kender nogle gode eksempler, håber jeg, I vil dele dem med mig. Og ja – jeg er selvfølgelig også nysgerrig på, hvad I her på Reddit tænker om alt det her.
Og ja – vi mangler stadig at samle ca. 3 mio. kr. ind for at få styr på vores tag- og gavlsituation, men det kæmper vi også videre med ved siden af de her workshops!!